Andre
projekter

Her kan du læse om min måde at håndtere nogle andre opgavetyper. 

Jeg har en stor faglig ballast - samt evnen til hurtigt at lære nyt, når opgaven kræver det.

BEBYGGELSESPLAN OG BYGGEMODNING

Som arkitekt har jeg gennem alle årene arbejdet på alle skalatrin. Jeg har lavet masser af detailprojektering af bygninger og udearealer. Jeg har lavet brugerprocesser, bygningsdisponering og bygningsdesign. Og jeg har lavet bebyggelsesplanlægning og byggemodning.

En af mine styrker ved bebyggelsesplanlægning er, at jeg kender og kan overskue konsekvenserne af beslutninger på bebyggelsesplanniveau helt ned i detaljen, når husene skal bygges - når vi fx skal kombinere den overordnede terrænplan og et passende længdefald på boligvejene med niveaufri adgange til boligerne og regnvandsafledning ved skybrud.

Hos mig får I og god kombination af overblik, en konceptuel tankegang og evnen til at løse opgaven helt ned i detaljen.

LOKALPLANER

Jeg har haft rollen som medforfatter og leverandør af tegningsbilag til en lang række lokalplaner, fx lokalplanerne for boligbebyggelse på Kirsebærbakken i Hillerød, boligbebyggelse på Bavne Ager i Gilleleje og byområdet Brønsholm Eng i Kokkedal m.fl. - alle lavet i KHS-regi.

Lokalplanforslaget for boligbebyggelsen Uvelse Nord har jeg lavet sammen med Berith Mavromatis fra BM Arkitekter ApS for Hillerød Kommune på vegne af HHM A/S. Jeg har bidraget med væsentlig tekst samt plantegninger og illustrationer - baseret på mit arbejde med bebyggelsesplanen. Berith har lavet miljøscreeningen, gennemskrevet teksten og samlet det endelige lokalplanforslag. Så tak til Berith for et virkelig godt samarbejde! 

BRUGERPROCESSER

Jeg kan lytte og gå i dialog - og jeg har en stærk arkitektfaglighed. 

Jeg har gennemført mange brugerprocesser - fx som en del af mange daginstitutions- og skoleprojekter. Gode eksempler er udvidelsen og omdisponeringen af Korsager Skole i Brønshøj, ombygningen af Højdevangens Skole på Amager da den blev ændret til overbygningsskole, ombygningerne af Sankt Helene Skole i hhv. Vejby og Tisvildeleje og mange flere. Alle disse er udført i regi af KHS Arkitekter. 

Skoleprojekterne er gode eksempler på opgaver med mange interessenter: elever, pædagoger, lærere, forældre, skoleledelse, forvaltning og politikere og til tider eksterne brugere. Her er arkitekten i høj grad nøgleperson, når der skal skabes konsensus og opbakning til et projekt hele vejen rundt, og man skal forene brugerkrav og -ønsker, (der ofte stritter i forskellige retninger), med det mandat man har fået fra forvaltning og politikere.

Med mig har I en nøgleperson, der lytter til alle, kan skabe begejstring - og også giver den nødvendige plads til brok og frustrationer. Jeg går i dialog, byder ind med min faglighed, samler op, skaber løsninger og bringer processen videre.

Med mig har I samtidig den tryghed, at jeg har styr på planforhold, byggeteknik og projektøkonomi. Jeg fører aldrig en proces på afveje. 

Procesguiden er tænkt som en håndsrækning til private, der vil bygge, og til erhvervsdrivende, der vil i gang med et erhvervsbyggeri.

For individuelle huse og erhvervsbyggeri beskriver jeg de faser og aktiviteter, der typisk indgår i et projektforløb – og noget af det, som det er vigtigt at huske.

For andre opgaver beskriver jeg kort min tilgang til løsningen af nogle få udvalgte opgavetyper.

Byggeprocessen fra A til Z

At starte et byggeprojekt kan det godt virke uoverskueligt for mange. Jeg har lavet tre procesguider, der forhåbentligt hjælper lidt på vej...

Kontakt

Nemmings Tegnestue
Skomagerbakken 10
Ramløse 
3200 Helsinge
Nemmings Tegnestue Hillerød